Xibalba, en mærkelig underverden.

Mayaindianerne og deres kultur har altid været omgærdet af mystik. Hvem har ikke læst spændende bøger om denne kultur, hvor nogle af pyramiderne, i volume, var større end Ægyptens pyramider. Hvor de havde et 20 talssystem og kunne udregne utallige talstørrelser. De havde også et skriftsystem. Der var bare det problem at ingen kunne tyde denne skrift. Idag kan vi idet mindste tyde 15 procent af skriften eller glyfferne , om man vil. Den største gåde, om mayaindianerne, var årsagen til at de forlod deres tempelbyer. Mange kom med højtflyvende teorier, der ikke kunne stå den videnskablige prøve. Og først nu er vi ved at danne os et billede af hvad der kunne være sket. Det var en regulær overbefolkning der tog pusten ud af mayakulturen. Mayaindianernes kultur var kongedømmer, hvor kongen var den øverste myndighed. I centrum af byerne byggede kongen sine paladser, administrations bygninger, og selvfølgelig sine pyramider. Specielt, pyramiden, hvor han selv senere skulle bisættes ,efter sin død, blev der gjort meget ud af . Præsterne havde også en del at sige. Faktisk var indianerne meget religiøse og tempelbyerne centre bestod jo også af templer hvor præsterne udøvede deres gerning. Ud fra centrum af disse byer boede befolkningen. Tempelbyen Tikal i Guatemala, hvilken der er en af de største i landet, havde en befolkning på over 500000 indbyggere og byen bredte sig på et areal af 150 km2. Ved at forbedre afgrødeudbyttet kunne der ske en markant befolkningstilvækst. Hen mod år 800 efter vores tidsregning, var befolkningstætheden oppe på næsten 300 mennesker pr. km2. Junglen som vi kender idag, var væk, brændt ned og brugt til at dyrke afgrøder. Klimaet blev tørre og der kom mindre regn, der jo var en forudsætning for at afgrøderne voksede. Da man pludselig ikke kunne brødføde alle, ved vi jo at krig, hungersnød og sygdomme havde frit spil. Hvad der stadigvæk kan virke underligt er at over 90 procent af befolkningen forsvandt. Mayaindianerne tilbad forskellige guder, der var repræsenteret af flere forskellige himmellegmer. Vores egen jord indgik også i deres gudeverden. Underverdenens guder blev tilbedt fra templerne, men også inde fra de utallige naturlige grotter der gemmer sig i Petenjunglens kalkstensbjerge. Forfatteren Ib Michael har oversat Quiche-indianernes bibel, Popol Vuh, der omhandler Quiche indianernes forfædres gøren og laden i fordums tid, og en del af fortællingen handler om menneskets kamp med underverdenens guder.

Eventyrer fra vores århundrede har ofte opdagede glemte og helt tilgroede tempelbyer fra mayaindianerne.

En af de helt store eventyrer ,der har rejst rundt i centralamerikas jungler for at lede efter tempelbyerne, er den danske arkæolog Frans Blom, der i 13 år var Direktør for forskningsinstitutet ved Tulane Universitetet, Louisiana, U.S.A. Hans speciale var Mayakulturen.

På flere af sine ekspeditioner bemærkede Blom grotter, hvor de gamle mayaindianere havde lagt offergaver ind, sammen med døde mennesker. Selv om der gennem tiderne blev fundet en del begravelses- og ofregrotter, blev de ikke tillagt større betydning for mayakulturen.

Først i 1980 gik det op for verdens mayaarkæologer, at mayagrotter havde den største betydning for forståelse af mayakulturen og dens virke.

En af mine afdøde kammerater Mike De Vine, der blev likvideret af Guatemalas militær i 1990, var officielt den person, der leverede en af de største Mayasensationer i 1980erne, hvilket også blev udførlig beskrevet i magasinet National Geographic.

Historien er den, at indianeren Bernabe Pop, der boede med sin familie i junglen, var på jagt, i området der grænser op til staten Belice. En af Bernabes hunde fik færden af et dyr og fulgte det til en meget stor grotteåbning. Da Bernabe ankom ,fik han den store oplevelse, at beskue et kæmpe mayaterrasseanlæg inde i ydergrotten. Bernabe var jo nysgerrig og med en lommelygte begav han sig ind i grottens indre, hvor flagermus i tusindetal blev forstyret af lommelygtens skær. En km inde i grotten, ramte lyset fra lampen, en mærkelig sort skrift, der var tegnet på kalkstensklippevæggene. Aldrig havde han set noget tilsvarende. Overalt langs grotternes vægge lå der offerkeramik. Og visse steder lå der menneskeskeletter, hvor fint forarbejdet jade, var lagt rundt om den gravsatte, sammen med bemalede keramik. Bernabe fortalte sin historie til Ricardo Palencia, også en af mine venner, og han videregav historien til Mike.

Gennem det næste halve år førte Mike, mod betaling, få turister ind til grotten. Historien kom selvfølgelig ud til medierne og med helikopter blev National Geographic team landsat og lavede ovennævnte artikkel i deres magasin. Intet sted i artiklen er der nævnt et ord om jadesmykker og bemalede keramik, af den simple årsag, at tingene inden da, var blevet fjernet fra stedet.

Mellemhistorien er den, at en mulig mayaspecialist, havde været i grotten og med syv muldyr bragt tingene ud af junglen.

I 1982 ankom den amerikanske arkæolog professor James Brady for at lave udgravninger i grotten. Nu har vi 1999 og han er ikke færdig derinde endnu. Det skal lige siges, at han arbejder kun derinde i 1 måned af gangen og ca. hvert andet år.

I 1982, lige efter at Brady havde forladt området, trådte jeg frem. Grotten blev selvfølgelig undersøgt af Bjarne Adsbøll og jeg. Visse dele af Grottevæggene var optegnede med mayaglyffer og taldateringer. Vi nåede faktisk 1,5 km ind i grotten.

Det har vist sig, at grotten blandt andet blev brugt, af skriftkloge, til at tilbede underverdenens guder. Men direkte bevis på, at Mayaherskerne selv var involveret i disse hellige handlinger, havde man ikke.

Gennem årene har man ialt fundet 5 mayagrotter med bemalede eller tegnede glyffer. Naj Tunich grotten, hvilken Mike De Vine offenliggjorde i 1980, er selvfølgelig den mest storslåede af de 5 grotter. Desuden er der fundet 1 mayagrotte, i Mexiko, hvor der er udhugget et herskerrelief lige uden for grotteindgangen. På mine utallige ekspeditioner i Guatemalas jungle, har jeg fundet mange hellige mayagrotter, hvor lerpotter, bemalede keramik og små figurer var henlagt på gulvene. Ja, tingene havde lagt der i over 1500 år, gemt i det evige mørke, og bliver først oplyst af en lommelygtes lys, den dag jeg kom forbi. Dog aldrig havde jeg bemærket glyffer på klippevæggene.

I 1998 var tiden igen inde til at drage på ekspedition i Guatemalas jungle. Krigen i landet var nu tilendebragt. Så jeg kunne for første gang i min Guatemala karriere tage til landet uden at skulle tænke i krig og den fare der lå i det. Det der også ansporrede mig, var mit grottefund i 1992. Dengang fandt Jønne Middelhede og jeg en mayagrotte ,der var helt lukket til af en stenvæg. Stenvæggen i sig selv ville ikke være svær at bryde ned, hvis det ikke lige var for at drypstensvand, gennem mange hundrede af år, havde aflejret kalk mellem stenene. Så det var blevet umuligt at få væggen brudt ned, ihvertfalt med det værktøj vi kunne fremskaffe. Vi havde jo også det lille problem med at bryde væggen ned, tilladelsen fra Guatemalas myndigheder manglede.

Den største overraskelse ved at finde grotten med den lukkede væg, var at det var den eneste grotte i hele mayalandet, der ikke var blevet åbnet og gravrøvet. Samtidig skal det lige siges, at der tidligere kun er fundet to grotter, der havde været lukket af en væg. Men disse grotter var, som sagt , blevet åbnet og gravrøvet.

1998 ekspeditionen, der primært bestod af Dag Nichum, Ricardo Palencia og jeg, havde det ene mål, at lede efter " grotten med glyfferne", hvilken jeg jo havde jagtet i gennem flere år. Samtidig ville jeg jo ind til grotten der var lukket af væggen, for at konstatere om, den stadigvæk var lukket.

Under flere samtaler, med mine venner i Guatemala, afviste de at væggen var menneskeskabt. De var af den overbevisning at loftet i grotten var faldet sammen. Men de havde jo også kun mine fotografibilleder at vurdere efter. Da Ricardo,1998, for første gang i sit liv, betrådte grotten, var han helt overbevist om at væggen var lavet af mennesker: Vi fik også konstateret at grottens loft ikke var faldet sammen.

Ved hjælp fra mine lokale venner, fik jeg kontakt til folk, der vidste en del besked om historier omhandlende gemte tempelbyer, gravrøverpladser og grotter med glyffer malet på væggene. Slavisk fulgte jeg disse historier og de personer historierne oprindelig kom fra.

Med en firehjulstrækker og indianere på ladet, drog vi rundt i landet. Der hvor bilen gav op, fortsatte vi til fods, med udstyr og proviant, på ryggen. På et tidspunkt endte vi helt ovre ved grænsen til Belice. Jeg tror endda at vi havde overskredet den usynlige grænse til dette land. I hvert fald kom vi meget rundt. Og flere grotter blev undersøgt. Men ingen glyffer var der på væggene. På et tidspunkt fik jeg fortalt, at en bestemt navngivet person, kendte til en grotte med glyffer. Efter 1 dags søgen, fandt vi vedkommende person. Det var rigtig at han kendte til en sådan grotte. Men han ville ikke fortælle os hvor den lå. Ej heller ville han fortælle hvor de andre 4 grotter lå. Alle grotterne lå i samme bjerg.

Nu var gode råd dyre, for endelig havde jeg en sikker kilde, og alligevel var jeg langt fra målet. Årsagen til hans afvisning, var at der for 18 år siden havde været 2 Gringos inde og stjæle mayapotter fra en af grotterne. Det ville han ikke risikere igen.

Med hjælp fra min bedste informant, Carlos H. Lima, fik jeg overtalt indianeren til, at vi kunne tage ind til grotten. Betingelsen var jo at jeg intet måtte stjæle og det kunne jeg jo let garantere.

Med et par lokale indianere, drog vi mod syd, til et bjerg, hvor opstigningen blev gjort uden de store vanskeligheder. Indianerene kravlede ind i en lille grotte. Vi andre kravlede efter og lyset fra vores håndlamper flakkede rundt på grottens vægge. Flagermusene blev skræmt op og fløj længere ind i grotten. Hurtig blev jeg skuffet, da der var ingen tegn på glyffer i klipperne. Vi havde kravlet ca. 50 meter, da lyset fra min lommelygte strejfede et par glyffer, der var hugget ind i en drypstenssøjle. Aldrig havde jeg, eller andre maya intersserede, set noget ligende. Den nederste tegning, var ikke rigtig en glyf, men derimod en menneskemaske. Jeg kunne ikke rigtig forklare dens betydning, men umiddelbart accepterede det som glyffen Ahau. Ovenover var der en anden tegning, hvilken jeg med det samme kunne se som en glyf. Men hvad den betød vidste jeg ikke, på daværende tidspunkt. Længere henne fra grotten, råbte Ricardo og Dag på mig. Der var mere at se på. Jeg kravlede videre, og fra lygtens lysskær så jeg to nye glyffer på en drybstenssøjle. Den ene glyf, kunne jeg med det samme, henlede til mayakalenderne. Der var en kartuce om glyffen, samt en bjælke underneden. Men stadfæste nøjagtig hvilken dag-måneds tegn, kunne jeg ikke. De glyffer, jeg til dette tidspunkt, havde lokaliceret, var blevet lavet i mørkezonen. Ricardo kaldte på mig. Han sad på hug, henne ved en drybstenssøjle, der stod i forbindelse med grottens væg. Jeg kravlede hen til ham. Nu var vi i mørke/lyszonen i grotten, da åbningen ud til det fri, kun var et par meter væk. Grotten var altså gennemgående.

Aldrig har jeg set en mayaskulptur lavet så professionel. Det var en jaguarmaske. Øret, øjnene, munden og næsen var hugget ud af klippen. Selv øreringen på øret, kunne ses tydeligt og klart. Øjnene var store og runde, lavet som typiske mayagudeøjne. Munden var mere et menneskes end jaguarens. Smal var den og det typiske " hareskår" var der også. Næsen var helt speciel. Umiddelbar lignede det en jaguarnæse. Men kunstneren havde på en smart måde huggen næsestregen ud til begge sider af masken, så stregen til højre var næse og stregen til venstre skulle udvirke en fremtoning af kinden. Det mest smarte kunstneren havde lavet var, at ude fra grotteindgangen, kunne masken ses og genkendes. Men inde fra grotten og ud, var der ingen kendbar maske. Kun den udhuggede streg der skulle tilkendegive maskens næse og kind, kunne ses. Det slog mig med det samme, at glyffen som jeg så på den første drypsten i grotten, havde samme udformning. Og måske samme betydning.

Dag, Ricardo og de andre kravlede ud i det fri for at få lidt frisk luft. Jeg blev i grottens åbning, hvor Dag tog et billede af mig, og samtidig gjorde mig opmærksom på at der også var glyffer der. Jeg tog ikke meget notits af dette, men kravlede igen ind i grotten, der bød på flere overraskelser. Lige indefor grotteindgangen, i mørke/lyszonen, var der indhugget et par menneskeansigter. Det føltes som om at ansigterne prøvede at gennembryde kalkstenens overflade, komme fri af over tusinde års fængsel i grotten. Det virkede skræmmende, og det var helt åbentlyst, at de mennesker, der med religiøst formål, skulle ind i grotten, følte sig helt underdanig overfor underverdenens guder.

Jeg var ikke i tvivl om at jeg havde fundet noget helt specielt. Og inden Dag og jeg forlod Guatemala, fik jeg kontakt til Universitetet i Flores, hvor arkæolog Jose Romulo Sanchez Polo, kunne bekræfte, at der aldrig i Guatemala har været fundet noget ligende.

Hjemme i Danmark, fik jeg kontakt til Københavns Universitet, der iforvejen kendte lidt til mine ekspeditioner. Ad. Ph.D. Søren Wichman var ikke i tvivl om mine fund, og tilbød mig at komme på universitet for at mødes med Professor James Brady, der er verdens største mayagrotteforsker. Han kendte også iforvejen til min person, fra Guatemala. Jeg mødtes med Brady på universitet, og han blev meget overrasket over mine fund, da der var virkelig noget epokegørende ved det. Det stod helt klart, at der aldrig var fundet noget ligende. Brady havde set små udhuggede huller i grotter, der skulle symbolisere øjne og mund, men deciderede ansigter, nej. Udhuggede Glyffer havde der aldrig forekommet i grotter. Og en udhugget jaguarmaske var også helt nyt.

Da jeg havde grottens nøjagtige placering på landkortet, kunne vi konstatere, at grotten lå i nærheden af tempelbyen xxxxxx. Den danske arkæolog Frans Blom, besøgte tempelbyen xxxxxx i 1940, under en ekspedition. Men han opdagede ikke grotten med glyfferne. Ej heller den berømte amerikanske arkæolog Arlen Chase i 1977 og 1983, eller Ian Graham bemærkede nogen grotte ved tempelbyen i 1980. Og ikke mindst, den Guatemalanske arkæolog Juan Pedre Laporte, der lavede optegnelser af tempelbyen i 1990erne, var uvidende om grotten.

Brady havde en formodning om, at de hellige grotter, havde samme religiøse betydning som templerne i byerne. Jeg var enig, da de fleste grotter jeg havde fundet i tidens løb, lå for det meste, ved tempelbyerne Jaguarmasken i grotten var af en sådan flot beskaffenhed, at kun en kunstner, kontrolleret og styret af mayaherskeren, kunne lave noget så flot. Faktisk var det et bevis for, at selv tempelbyernes herskere, havde direkte interesse i de hellige grotter. Arkæologerne havde gennem mange år forbundet jaguaren med mayaindianernes underverden. Men aldrig havde de det direkte bevis derpå. Nu hvor jeg havde fundet jaguarmasken i grotten, var beviset der. Studerende Jesper Nielsen fra Københavns universitet, tydede glyffen på den første drypstensøjle, jeg stødte på i grotten. Glyffen lignede en Mercedes stjerne, og betød Akbal. Denne glyf er den 3. dag i Mayakalenderen Tzolkin. Glyffen betyder også mørke, og da jeg fandt den i grottens mørkezone, var det jo indlysende. Og nu kommer jeg tilbage til jaguarmasken, da Akbalglyffen har den samme stregtegning som næsen/kinden i jaguarmasken. Vil det sige ,at jaguaren kan overføres direkte til Akbal/mørke?. De har en forbindelse, men den står jeg alene med- endnu. Da jaguarmasken er i mørke/lyszonen, mener jeg, at jaguaren ikke var relateret direkte til mørket, men derimod som vogter af underverdenen.

Tilsidst vil jeg lige fortælle, at i bjerget hvor jeg fandt grotten, ligger der 4 andre grotter gemt. Derfor mener jeg også at hele bjerget er et helligt bjerg. Brady var mere, eller mindre enig i dette. En af grotterne gemmer blandt andet en stele. Det er heller aldrig set. Men det må vente til næste gang jeg betræder Guatemalas jord.

Der vil det næste halve år blive talt en del om mit fund af "maskegrotten" blandt arkæologer. Selv nu, er nyheden ikke kommet ud til alle, der kan have vigtige informationer at give til tydning af glyfferne og grottens funktioner.

" 24.06.1999, er status, at Maskegrotten var blevet set år 1979 af en fransk Geolog, hvis navn er Michel Siffre. M. Siffre kunne ikke stadfæste grottens nøjagtige position og hans historie kom ikke ud til Mayaarkæologerne. Først ved min genopdagelse og nøjagtige positions bestemmelse, har nyheden nået Mayaarkæologernes interesse. Lige nu er jeg gået i samarbejde med et T.V. selskab, om sponsorstøtte til den næste ekspedition, der vil indeholde åbning og arkæologisk udgravning af den lukkede grotte. Samarbejdet vil være sammen med California State University, L.A. U.S.A. ved James Brady og andre, samt Guatemalas myndigheder, ved Juan Pedro Laporte. Isåfald at det hele falder på plads, vil jeg starte ekspeditionen i sommeren år 2000

Efter hjemkomsten fra Guatemala, sad familien Christensen og familien Nichum og så lysbillederne fra "maskegrotten". Vi kom til billedet, hvor jeg stak hovedet ud fra grotteåbningen, hvor Dag tog billedet . Min datter Anne på 5 år rejste sig op, gik hen til filmlærredet, og pegede op på billedet. Far, kan du se at der er et jaguarhoved deroppe på klippen. Vi alle var helt forundret. Hun havde ret. Ovenover nogle glyffer var omridset af et jaguarhoved. Og øjnene var helt tydlige.

Den første danske arkæologiske mayaekspedition i 66 år.

Marts år 2001 blev den første danske arkæologiske ekspedition i 66 år gennemført i området Poptun, Guatemala. Ekspeditionen bestod af  dir.Henrik Herold fra Randers Regnskov, Ingeniør Bjarne Adsbøll, ekspeditionsleder Christian Christensen, Chefarkæolog James E. Brady fra California State University, Los Angeles; USA, Allan Cobb, USA og studenten Sergio, USA.

Ekspeditionen var ved at ryge af sporet da vi ikke fik lov til at åbne den lukkede mayagrotte.( DR og Jyllands Posten var med på denne del af ekspeditionen). Med fundet af maskegrotten i 1998 ( nu hedder den Balam Na grotten), begyndte vi udgravninger der samt i andre mayagrotter i samme bjerg hvor Balam Na grotten er. Ekspeditionen blev en sådan succes at der indenfor 1/2 år vil fremkomme en arkæologisk rapport fra California State University. I mangel på tid til at skrive ekspeditionens opdagelser, kan jeg i mellemtiden henvise til nogle billeder fra ekspeditionen på http://signaturecolor.clubphoto.com/james353795  

Med venlig hilsen

Christian Christensen.